Personlige beretninger

At have en stomi, midlertidigt eller permanent, er en stor ændring i en persons liv. For nogle kan det tage lang tid og meget tilpasning at acceptere livet med en stomi. Andre tilpasser sig hurtigere. Det kommer helt an på dig og din situation – der er ingen rigtig eller forkert måde at leve med en stomi på. Vi har samlet historier fra andre personer, der lever med en stomi, og som gerne vil dele ud af deres erfaringer.

Lene

Ileostomi siden 1994

Jeg skulle på toilettet helt op til 28 gange om dagen!

Da jeg var 19 år, blev jeg diagnosticeret med colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse) – kronisk betændelse i tyktarmen – og det gav mavesmerter, blødning i tarmene og diarré. Da jeg var 29, lige efter at jeg havde født min søn, fandt jeg pludselig ud af, at jeg havde store problemer. Nogle dage skulle jeg på toilettet helt op til 28 gange. Jeg følte mig utrolig svag, og jeg havde svært ved at passe min nyfødte søn.

Jeg kunne ikke leve på den måde – jeg ville gerne have en stomi

Jeg kunne ikke leve på den måde, og jeg kom på hospitalet. Efter halvanden uge på hospitalet havde jeg ikke fået det betydeligt bedre, så jeg bad om at få lov at tale med overlægen. Jeg kunne ikke holde ud til at være syg mere, og jeg besluttede, at jeg gerne ville have en stomi. Jeg blev opereret den næste dag og fik en stomi. Det var en stor lettelse. Jeg havde ikke længere mavesmerter, og jeg skulle ikke længere bekymre mig om hele tiden at skulle på toilettet.

Husk altid at have ekstra stomiposer i håndtasken!

Der er nogle praktiske ting, du skal huske, når du har en stomi: Du skal altid have ekstra stomiposer i håndtasken i tilfælde af, at der sker et “uheld”. Jeg tror, at det fleste, der har en stomi, har oplevet dette. Min stomipose faldt en gang af, mens jeg var på toilettet i lufthavnen i Heathrow. Desværre havde jeg ikke taget ekstra stomiposer med på toilettet som jeg ellers plejede at gøre. I mangel af bedre lagde jeg et hygiejnebind over min stomi. Det fungerede – men jeg lærte altid at have ekstra stomiposer med i tasken.

Min søn troede, at alle mødre havde en stomi

Min mand har været en fantastisk støtte, og han har aldrig opfattet min stomi som et problem. På et tidspunkt troede min søn, at alle mødre havde en stomi på maven! Jeg har stort set altid været åben omkring det at have en stomi. Når jeg fortæller andre om det, stiller de ofte spørgsmål og er meget interesserede. Det er jo op til dig selv, om du vil være åben omkring det. Jeg føler bare, at alt er meget lettere, hvis folk omkring mig, f.eks. mine kolleger, ved, at jeg har en stomi.

Lyt til din krop, og gør som lægen siger.

Hvis du har mange smerter og altid bekymrer dig om, hvor det nærmeste toilet er, skal du måske overveje at få en stomi. Jeg har haft en stomi i mange år nu, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre for mig. Jeg har fået et meget bedre liv, efter at jeg fik indopereret en stomi. Så lyt til din krop, og gør som lægen siger.



Lene deler sin historie om kontinenspleje Lene deler sin historie om kontinenspleje