Graham

Kolostomi siden 2006

Diagnose – og hvad så?

I en periode havde jeg blod i afføringen og stærke smerter, og i december 2005 blev jeg diagnosticeret med rektalcancer. Alt gik meget stærkt, så snart jeg blev indlagt. Jeg fik min diagnose og forslag til behandling inden for 2 uger. Cancertumoren skulle først behandles med kemoterapi efterfulgt af strålebehandling – og derefter skulle jeg have en stomi. Min reaktion var: 'Hellere end stomi end en kiste'. Sådan er jeg. Jeg ville gerne videre og ville ikke lade angst og sorg få mig ned med nakken, for jeg var slet ikke færdig med at leve.

Stomiplejepersonalet var utroligt hjælpsomme.

Tidligt i processen blev jeg kontaktet af en stomiplejespecialist, som gav mig oplysninger om, hvad en stomi er for noget. Jeg vidste godt, hvad en stomi var, men jeg kendte ingen, der havde en stomi. Før operationen mødtes jeg med stomiplejespecialisten igen for at få målt, hvor min stomi skulle sidde. Vi blev enige om placeringen, og stomien blev udført, så jeg kunne bruge mit gamle tøj.

Stomiplejepersonalet var meget hjælpsomme i hele forløbet. Selvom jeg godt mente, at jeg selv kunne finde ud af at vedligeholde min stomi, besøgte de mig hjemme, da jeg var blevet udskrevet fra hospitalet. Jeg følte mig meget tryg.

Luften skal ud...

Jeg blev opereret to gange. I den første operation fik jeg udført en stomi, og kort tid efter blev jeg opereret igen for at få fjernet min endetarm. Det er barsk at komme gennem kemoterapi, strålebehandling og to operationer, så det var en fordel for mig, at jeg altid havde været i god form.

Selvom jeg var godt forberedt, var det svært at vænne sig til at have en stomi. En af de første nætter efter operationen var der for meget luft i posen, og den gik i stykker. På dette tidspunkt havde jeg ingen positive forventninger til mit fremtidige liv med en stomi. Heldigvis beroligede sygeplejersken mig og forklarede mig, at den ekstra luft i mine tarme skyldes operationen, og der er ikke sket flere uheld.

Selvom jeg sover tungt, vågner jeg, hvis der er luft i posen, hvilket er normalt, hvis jeg har fået et par øl med vennerne. Når vi nu taler om luft, så kan det jo ske, at det slipper ud. Med en stomi har du ikke styr på, hvornår du slår en prut, og det sker ofte med lyd til. Jeg siger altid: 'Lad være med at kigge på MIG!' Det kan lige så godt være en af de andre. Forskellen er kun, at jeg ikke kan styre, hvornår det sker. På den anden side lugter det ikke, fordi der er filter i posen.

Mine tarme fungerer meget regelmæssigt. Det meste af tiden kan jeg styre tømningen hver morgen ved at sidde ned på toilettet, ligesom før jeg fik en stomi. Den eneste forskel er, at afføringen nu er i posen. Jeg kan godt lide ideen om at kunne skylle mine stomiposer ud i toilettet. Med denne type pose kan man gå diskret på toilettet.

Hverdagen med en stomi

Jeg har nu vænnet mig helt til livet med min stomi, som ikke er anderledes end, hvis jeg ikke havde fået en stomi. Jeg tænker meget lidt over, at jeg har en stomi, så en gang efter et bad, var jeg næsten færdig med at tage tøj på, da jeg opdagede, at jeg havde glemt at sætte stomiudstyret på – simpelthen fordi jeg ikke tænker over, at stomien er der.

Jeg har altid svømmet meget, og jeg går stadig i svømmehallen og i sauna. Jeg har aldrig oplevet problemer i den forbindelse. Jeg bruger en minicap, som er en meget lille stomipose, som mest af alt ligner et rundt plaster, og der er ingen, der lægger mærke til det gennem mine smarte badebukser.

Jeg er utrolig glad for min store hund, en schæfer, som jeg går lange ture med hver dag. Efter en meget lang gåtur kan det være rart med en spil pool med nogle af de gode gamle venner. Vi ser også rugbykampe sammen – på stadion eller i tv. Jeg var professionel rugbyspiller i Wales, da jeg var ung, så jeg følger altid med, når mit favorithold spiller. Det føles næsten som at være med på banen igen.

Jeg har et virkelig godt liv, som ikke er påvirket eller begrænset af min stomi.