Fumio

Kolostomi siden 2009
Land: Japan
Beskæftigelse: Afdelingschef, it-afdeling
Fritid: Minigolf

Jeg købte en bog om stomipleje

I marts 2009 fik jeg diagnosen rektalcancer, og lægen oplyste mig om, at jeg ville få en stomi. Han fortalte mig lidt om, hvordan det ville være at have en stomi, og jeg blev henvist til en sår-, stomi- og kontinenssygeplejerske, der lærte mig endnu mere. Min sygeplejerske gav mig en række uddannelsespjecer om stomipleje. Inden operationen købte jeg også en bog om stomipleje, da jeg gerne ville være forberedt, når jeg vågnede efter operationen.

Jeg arbejder som afdelingschef i en stor it-afdeling på et nationalt universitet. Inden operationen fortsatte jeg med at researche ved at danne netværk på universitetet. Jeg satte nogle få kolleger ind i situationen, men jeg ønskede ikke, at alle vidste det. Jeg er gift og har to døtre. Min kone var bekymret, ikke fordi jeg ville få en stomi, men på grund af canceren.

Det var ikke et chok for mig, fordi jeg var så velforberedt.

To uger efter jeg havde fået diagnosen, gennemgik jeg stomioperationen. Heldigvis blev tumoren fjernet på et tidligt stadium, så der var ikke behov for efterfølgende behandling. Sygeplejerskerne lærte mig at skifte posen lige efter operationen. Fordi jeg var så velforberedt, var det hverken et chok for mig at se stomien eller røre ved den. Det at vide, at stomien var permanent, var også en motivationsfaktor til at lære rutinerne omkring stomipleje at kende så hurtigt som muligt. Jeg er taknemmelig over at have en stomi, fordi jeg ved, at uden den ville jeg ikke være i live.

Min kone og mine døtre ville gerne vide, hvad jeg gennemgik og få en bedre forståelse af mekanismerne med at håndtere en stomi, så derfor overværede de, at én af sygeplejerskerne skiftede min pose lige efter operationen. Det var den eneste gang, de fik lov at se min stomi. Efter jeg havde fået at vide, at jeg ikke ville blive udskrevet fra hospitalet, før jeg selv kunne skifte pose, lærte jeg at klare det hele selv. Efter jeg var blevet udskrevet fra hospitalet, mødtes jeg med min sår-, stomi- og kontinenssygeplejerske én gang om måneden i de første få måneder. Nu besøger jeg kun stomiambulatoriet en gang hver 3. måned og går regelmæssigt til konsultation hos min læge. Det forsikrer mig om, at jeg nu er rask.

Jeg har tilpasset min nye livsstil til en hverdag med en stomi

Hjemme hos os er det min kone, der laver mad, og hun sørger for, at vi ikke spiser noget, der kan irritere min mave. Vi har altid spist meget fisk, og det gør vi stadig. Vi tager på fiskemarkedet flere gange om ugen, hvilket jeg nyder meget. Tidligere spillede jeg golf, men nu spiller jeg for det meste kun minigolf, hvilket jeg kan gøre sammen med min kone. Vi nyder denne tid sammen. Jeg har altid elsket sport. Men nu er jeg mere tilskuer end aktiv deltager.

Jeg er i live på grund af min stomi. Den er ikke et stort problem. Mit råd til andre, der gennemgår det samme, er, at de skal forsøge at opretholde et positivt livssyn. Lev det liv, du gerne vil, og sørg for, at du får det bedste ud af det.