Scott

Ileostomi siden 2006
Land: Storbritannien
Beskæftigelse: Politimand
Fritidsaktiviteter: Sport

Jeg ville ikke have en stomi!

Jeg har altid levet et meget aktivt liv med meget fysisk aktivitet, og jeg har altid haft et godt helbred.

I august 2006 fik jeg ondt i maven og diarré, og jeg følte mig meget svag. Min læge behandlede mig for en tarminfektion. Ugen efter blev det værre, og jeg havde perioder, hvor det gjorde så ondt, at jeg lå og krøllede mig sammen på badeværelsesgulvet. Da jeg blev indlagt nogle uger efter, havde jeg tabt mig meget – fra 80 til 55 kg. Jeg var så svag, at jeg ingenting kunne. Stomisygeplejersken kom forbi flere gange for at tale med mig og se, hvor stomien skulle placeres, men hver gang sendte jeg vedkommende ud igen. Jeg ville ikke have en stomi! Jeg havde søgt på internettet, og det jeg så og læste om stomier gav mig det indtryk, at jeg ikke kunne få et godt liv med en stomi.

Efter nogle dage kom en læge ind og sagde, at jeg måske ikke ville overleve uden en operation. Sammen med stomisygeplejersken fandt vi frem til stomiens placering. Det var vigtigt for mig, at jeg stadig kunne bære min politiuniform. Da jeg vågnede, havde jeg det virkelig dårligt. Jeg lå i sengen og tænkte: “Nu dør jeg”, men kirurgen kom og fortalte mig, at operationen havde været vellykket.

Min kone var fantastisk

Min kone, som jeg har været sammen med i 5 år, besøgte mig på hospitalet hver eneste dag, og hun har været en fantastisk støtte. I starten undgik jeg at kigge på stomien, men en dag insisterede hun på at være til stede, mens min stomipose skulle skiftes. Jeg kiggede på hende, og hun så slet ikke ud til, at det generede hende, og det hjalp mig utrolig meget.

Efter at jeg blev udskrevet fra hospitalet, var jeg så svag, at jeg ikke engang selv kunne gå i bad. Jeg var meget målrettet i min genoptræning, og havde et fast mål for hver uge. Den første uge begyndte jeg med at gå en tur i nabolaget, og i ugerne efter blev turen længere uge for uge. Jeg må indrømme, at der var dage, hvor jeg ikke kunne tage mig sammen til at komme afsted, men min kone var hos mig, og hun sørgede for, at jeg kom ud af huset.

Sport er en del af mit liv.

Jeg har altid dyrket meget sport, og jeg ville gerne i form igen. Mens jeg var på hospitalet, læste jeg om en brandmand, som havde en stomi, og han fortalte, at det ingen indflydelse havde på hans privatliv eller hans arbejdsliv. Jeg sammenlignede mig selv med ham, fordi jeg også har et fysisk hårdt job. Jeg arbejder som politimand i en specialenhed, og det ville jeg gerne blive ved med. Jeg elsker mit job og har arbejdet på denne måde i 6 år. Det er et fysisk krævende job, og jeg havde brug for at komme tilbage i min gamle form.

Jeg var tilbage på arbejde efter 3 måneder, og et år efter operationen deltog jeg i en konkurrence mellem specialenheden og faldskærmstropperne. Vi skulle løbe 16 km med fuld oppakning (15 kg), og jeg kom før fem af mine kolleger og var meget tilfreds med min præstation. Jeg gjorde dog den fejl, at jeg ikke tænkte på, at uden min tyktarm skulle jeg have mere væske og salt, så da jeg nåede mållinjen, havde jeg kramper i benene.

Begrænsning på fødevarer

På hospitalet fik jeg en lang liste over forskellige fødevarer, jeg skulle være opmærksom på. Der var så mange begrænsninger, at jeg havde svært ved at finde ud af, hvad jeg måtte spise. Meget af det på listen var mad, jeg normalt spiste. På en ferie til Tyrkiet 2 måneder efter operationen spiste jeg mange af fødevarerne på listen – grøntsager og frugt – simpelthen fordi maden på hotellet var uspiselig. Det ændrede alt, fordi jeg fandt ud af, at jeg kunne spise det uden problemer, og nu har jeg ingen begrænsninger på, hvad jeg spiser.

At hjælpe andre

Jeg træner hver dag i en park i nærheden – sammen med vores store hund. Jeg løber og laver 10 armbøjninger på hver bænk på ruten. En dag var der en kvinde, der stod og stirrede på mig, og jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe hende med noget, men hun ville bare høre, hvordan jeg kunne træne som jeg gjorde. Jeg fortalte hende, at hun kunne gøre det samme, men nej – hun havde en stomi. “Det har jeg også”, sagde jeg, og jeg blev nødt til at vise hende den – for at få hende til at tro på mig. Vi fik en god snak, og jeg møder hende stadig af og til. Nu powerwalker hun.

Som jeg sagde før, så hjalp det mig meget at læse om brandmanden, som nemt kunne passe sit job, efter at have fået en stomi. Jeg ville gerne have kunnet tale til sådan en person, mens jeg lå på hospitalet, så nu besøger jeg jævnligt patienter og taler med dem om, hvordan det er at leve med en stomi.

Ingen grænser

På samme måde som jeg fik begrænsninger på, hvilken mad jeg måtte spise, fik jeg også at vide, at jeg ikke kunne træne så meget, fordi det ikke er godt med tung vægttræning, når man har en stomi. Jeg har stille og roligt øget intensiteten af min træning, og nu træner jeg på samme måde som før operationen.

Jeg tror, at det er meget vigtigt, at du ikke begrænser dig selv, men sætter mål og når dem uden at presse dig selv for hårdt. I november 2008 blev jeg gift med Sadie, og vi har nu en lille dreng, som hedder Harley, som blev født i august 2009.

Jeg er blevet tilbudt at få min stomi tilbageført, men jeg har et meget godt liv, og stomien begrænser hverken mit liv eller vores livsstil. Jeg ved, hvad jeg har, og jeg har overhovedet ingen problemer, så jeg tror ikke, at jeg vil have en tilbageførsel.